Pia Rosenbaum har spillet i samtlige genrer fra Ålborg Teater til Sorte Hest. Fra komedie til tragedie – fra eksperimenter til kommercielle, fra Leonard Bernstein til Holberg, fra Daniel Wedel til Eric-Emmanuel Schmitt.
Seneste roller på Folketeatret:
Som monologist:
2009
2013, Skt. Petersborg
2013, Tjerepovets, Rusland
2013, Skt. Petersborg
2013, Skt. Petersborg
Monolog Festival, 2013, Bulgarien
Monolog Festival, 2015, Bulgarien
At være ”monologist” er at være nøgen og dog påklædt. Ordene og historien er din påklædning. Tankerne og dine billeder i hovedet afslører din nøgenhed.
At være ”monologist” er at stille dig til rådighed. For teksten og for forfatteren, du er et medie, der sender til dem der modtager.
En ”monologist” kan ikke undvære tilhørerne, seerne, medviderne. De er din boomerang. Du sender – de modtager og sender igen tilbage.
En monolog er ikke bare en enetale til publikum, publikum taler også med åndedrag, snøften og smil og til tider snorken!
Den lykkeligste monologist er den, der oplever dialogen i rummet, mellem teksten, mellem publikum mellem de uudtalte og tænkte tanker.
Derfor rejser jeg rundt med ”Oscar og den lyserøde dame” af Eric- Emmanuel Schmitt. Hans filosofi og menneskekundskab og indsigt i livet, døden, troen og kærligheden har givet mig mod til at stå alene, nøgen, men påklædt, ensom, men aldrig alene, udstillende, men aldrig udstillet og tryg sammen med et ukendt publikum.
For den forestilling er jeg blevet belønnet og klappet ad. Jeg er blevet en bedre skuespiller og modigere.
Derfor opsøger jeg også andre monologister for at blive inspireret. For at dyrke det særegne i enetalens landskab.
Derfor fortsætter jeg med at arbejde med monologer; ”Århundredets Rose”, af Martin Sherman, ”Hunden er rask”, af Sonja Vesterholt,” Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” af Svetlana Aleksijevitj og ”Oberstinden” af Rosa Liksom.
Man kan rejse med monologer, putte dem i små biler, stable dem og stille dem op på steder, der ikke nødvendigvis er beregnet på teater. Som nomaden, der vandrer fra sted til sted, vandrer monologisten med historien under armen til dem som gider lytte.
Monologen er den moderne fortællerform. I bevægelse, i musik og dans, i sang og ord. Der skal blot 2 publikummer til, helst flere end, den der står på scenen, så kan der kommunikeres.
Derudover er monologen en billig teaterform. I økonomiske krisetider er monologen en måde, at holde teatret i live på. I disse hurtige informationstider har vi brug for at koncentrere os og lytte og reflektere. Monologisten og monologen kan være den, der bibringer roen.
Behøver jeg at nævne, at det er et hårdt arbejde? Behøver jeg at nævne, at det er et lidet lønsomt arbejde? Men behøver jeg at nævne, at det er en fantastisk teaterform, der udfordrer dig som skuespiller og som udstrækker alle dine tænkelige skuespillermuskler.