Pia Rosenbaum
Skuespiller/Instruktør . Projektleder/Coach
3 x Rosenbaum ...en musikalsk familiekrønike
Oplev SIMON, PIA og INA-MIRIAM ROSENBAUM
"Det er sjældent, at man kan opleve entertaineren Simon Rosenbaum på scenen sammen med sine to skuespillerdøtre Pia og Ina-Miriam. Men nu er muligheden der i deres samarbejde om forestillingen "En musikalsk familiekrønike".

Forestillingen tager sit udgangspunkt i familiens rødder i en lille polsk/jødisk landsby, hvor Simons forældre i 1912 forlod deres utrygge tilværelse for via Danmark at begive sig til USA, men aldrig nåede længere end til København og her skabte den tryghed, de selv havde savnet, for deres seks børn, hvoraf Simon var den yngste...

Forestillingen er historien om en rejse: En mand, barn af jødisk/polske indvandrere, der planter sine rødder i den danske kultur og bliver en kunstner der konstant kommenterer og bidrager til dansk selvforståelse, gennem tekster og musik. Selvom den jødiske baggrund præger både opvækst, en dramatisk ungdom i landflygtighed, og som også ligger til grund for den kunstneriske udfoldelse og stil, der bliver hans eksistensgrundlag i en næsten 60 årig karriere som skuespiller og entertainer, så er det historien om at bevæge sig væk fra sit udgangspunkt og finde et nyt ståsted uden nogensinde at glemme eller forråde det sted, hvor det hele udspringer fra.

Familiekrøniken er samtidig en musikalsk rejse gennem den musik, der har præget de kunstneriske valg hos både far og døtre.
Forestillingen bliver fortalt, sunget, "humoriseret" og beskrevet af de tre scenekunstnere, så den fremstår som et lille, særligt og til tider dramatisk kapitel i dansk nutidshistorie iblandet historier om dansk revy og kabaret, gennem tiderne, underholdningsgenrer, som de alle tre har været og stadig er aktive indenfor.

Denne familiekrønike er ikke blot en enkelt families historie, men i lige så høj grad en fortælling om folk, der rives op med rødder og etablerer sig i nye og andre sammenhænge og fædrelande uden nogensinde at glemme udgangspunktet.

Tekniske specifikationer
Forestillingen kan spilles i både store og små sale.
Scenekrav: Spilleareal min. 3x3 meter. Velstemt flygel/elklaver
3 mikroporter (eller 3 mikrofoner på stativ) og klaverforstærkning.
Gerne mørklægning. Forudophængt, enkel lyssætning.
Forestillingens længde: 2 x 45 min. + pause
Off Off/Produktion.
Booking: Simon Rosenbaum tlf. 33 13 01 51/40 79 01 51 eller simonrosenbaum@compaqnet.dk

Forestillingen er dækket af billet-og refusionsordningen under Kunststyrelsen.


Designed by RBJdesign.dk